De 10 mest populære typer mad i Japan - og hvor du finder dem - Japanspecialist
De 10 mest populære typer mad i Japan - og hvor du finder dem
Hvor mange af de følgende retter vil du mon prøve på din næste rejse til Japan?
10. Gyoza
Gyoza er det japanske ord for dumplings - fulde af smag og et must-try.
Gyoza kan fås i alle mulige varianter. Den mest kendte er yaki gyoza, hvor de bliver stegt på panden. Typiske ingredienser er en blanding af hakket svinekød, kål, forårsløg, ingefær, hvidløg, sojasauce og lidt sesamolie. En klat af dette fyld bliver placeret på små, tynde gyoza-dejplader, der derefter foldes sammen og er klar til at blive tilberedt.
Man kan også få gyoza, der er kogte (sui gyoza) eller dybstegte (age gyoza). Nogle restauranter serverer gyoza med flere forskellige slags fyld.
Gyoza er på menukortet på næsten alle ramen-restauranter eller kan fås som forret på kinesiske restauranter. Der er også deciderede gyoza-restauranter. Byen Utsunomiya, der ligger nord for Tokyo, er berømt for sin gyoza.
9. Gyudon
Gyudon betyder egentlig "bøf ovenpå ris". En velsmagende ret, du nemt kan finde billigt overalt i Japan.
Retten består af tynde skiver oksekød og løg, der steges i en lidt sødlig, sojabaseret sauce. Det er hurtigt og nemt at lave og betragtes som fast food i Japan. En ret, der også er populær blandt de travle japanske forretningsfolk. Selvom den er billig, bliver du mæt.
Matsuya, Yoshinoya og Sukiya er tre kæderestauranter, der specialiserer sig i gyodon. De kan findes på næsten et hvert gadehjørne. Ellers kig efter en familiedrevet japansk restaurant - de har sikkert også gyodon på menuen!
8. Onigiri
En onigiri er en japansk risbolle og ikke noget du typisk vil kunne finde på en restaurant.
Den helt simple udgave er en letsaltet risbolle omviklet med et stykke tørret nori-tang nogle gange med et drys ristede sesamfrø ovenpå. Onigiri spises normalt til frokost, og mange japanere laver dem selv derhjemme. Man kan komme forskelligt fyld i bollen, som fx tun- eller rejesalat med mayonnaise, kogt laks, umeboshi (syltet blomme), kombu-tang (kelp) mm.
Onigiri kan købes i supermarkeder og kiosker som fx Family Mart, Lawson eller 7-Eleven. Du kan også være heldig at finde butikker, der specialiserer sig i at lave onigiri. De findes ofte på togstationer, da onigiri er nem mad at have med på farten.
7. Soba- og udon-nudler
Soba-nudler er tynde boghvedenudler, hvorimod udon-nudler er tykke og lavet af hvedemel. Begge nudeltyper serveres gerne med en let og velsmagende bouillonlignende suppe med forskelligt tilbehør drysset ovenpå.
I mange retter kan både soba- og udonnudler anvendes på lige fod. En af de mest populære nudelretter er kitsune udon eller kitsune soba, der serveres med dybstegt tofu. En populær sommerret er afkølede soba-nudler serveret med en sojabaseret dyppelse kaldet tsuyu. Da udon-nudler er lidt tykkere, er de populære at lynstege, fx i retten yaki udon.
Næsten enhver traditionel japansk restaurant med respekt for selv serverer enten soba- eller udon-retter eller begge. Prøv at søge på nettet efter “teishoku restauranter”. Teishoku betyder "fast menu".
6. Tempura
Tempura er en lækker japansk ret, hvor frisk fisk, kød eller grøntsager vendes i en let dej bestående af æg, mel og iskoldt vand og derefter dybsteges i olie til de bliver helt sprøde.
Man mener tempuradejen kom til Japan via portugisiske missionærer i det 16. århundrede. Nu betragtes det som virkelig en japansk nationalret, som er meget populær. Hvilke ingredienser der bruges, afhænger af sæsonen, men rejer, sød kartoffel, fisk og aubergine er de mest almindelige typer.
Tempura kan fås i et utal af varianter på tværs af Japan - fra den mere hjemmelavede variant til specielle og anderledes varianter, der kun kan fås på særlige restauranter.
Tendon Tenya i Tokyo er en kæde, der serverer hurtig og billig tempura, hvorimod Tsunahachi-kæden serverer tempura på et lidt højere niveau. Ellers kig efter teishoku-restauranter eller egentlige tempura-restauranter.
5. Japansk dybstegt mad
Umiddelbart skulle man ikke tro, at dybstegt mad fra Japan skulle være noget særligt, men det er det! Og når du først har prøvet det, bliver du afhængig!
Der findes mange forskellige typer af dybstegt mad i Japan. De to mest almindelige er karaage (krydret, dybstegt kyllling) og katsu (paneret, dybstegt kød). Tonkastsu er panerede, dybstegte svinekoteletter. Det er også blevet en populær ret her i Danmark, hvor mange supermarkeder sælger den grove pankorasp, der skal bruges til paneringen. Maisen-restauranterne er berømte for deres tonkatsu. Den kan også fås som take away.
Kushi katsu betyder egentlig katsu på en pind og er en dejlig snack til en kold øl. Der er også korokke, som er den japanske variant af kroketter med forskelligt fyld.
Overalt i Japan kan man finde forskellige typer af dybstegt mad - på familiedrevne restauranter, i street food boder og selvfølgelig på de mange traditionelle japanske værtshuse - de berømte izakaya'er.
4. Sushi og sashimi
Sashimi er rå fisk i skiver og skaldyr, mens sushi er rå fisk ovenpå ris eller omviklet med ris.
Der er mange forskellige typer af sushi og sashimi. Den vi nok bedst kender herhjemme er maki sushi, dvs. en sushirulle, der er omviklet med nori-tang, og som skæres i skiver før servering. Nigiri sushi er små formede stykker ris garneret med fisk, skaldyr eller grøntsager. Kaisendon er sashimi, hvor skiver af fisk mm. serveres ovenpå en skål ris.
Der er flere billige og hurtige running sushi-restauranter rundt om i Japan, fx Sushiro, Kura Sushi og Genki Sushi. Den bedste sushi fås naturligvis i de regioner af Japan, der ligger tættest på havet. Fx Tokyo’s Toyosu fiskemarked, Ishikawa, Fukuoka eller Hakodate.
3. Yakiniku
Yakiniku er en lidt anden type af mad, da du selv er med til at tilberede den ved bordet!
Yakiniku betyder egentlig "tilberedt kød" og kødet er netop i fokus her. Du kan vælge mellem forskellige udskæringer af kød og indmad, grøntsager og diverse tilbehør. I en yakiniku-restaurant er alle borde udstyret med en bordgrill, hvor du griller det, du har bestilt. Det er en oplagt lejlighed til at prøve forskellige typer af kvalitetskød som du måske normalt ikke ville tilberede derhjemme.
Yakiniku finder du kun i særlige yakiniku-restauranter. De serverer ikke andre typer af japanske retter. Søg på nettet efter restauranter. På denne slags restauranter kan det være en god ide at booke bord i forvejen.
2. Okonomiyaki
Okonomiyaki bliver enten tilberedt for dig eller også gør du det selv - det afhænger lidt af restauranten.
Okonomiyaki betyder "tilberedt som du kan lide det", og det er en madpandekage med forskelligt fyld. Er du på en okonomiyaki-restaurant, hvor du selv skal lave pandekagen, bliver du placeret ved et bord med en varmeplade. Her vælger du, hvilken variant du godt vil have, og personalet vil bringe dig en skål med alle ingredienserne blandet sammen. Indholdet af skålen hælder du ud på varmepladen, og vender pandekagen efterhånden som den steger færdig.
Grundingredienserne i okonomiyaki er mel, æg og fintsnittet kål. Hertil kan man efter ønske tilføje fx skaldyr, svinekød eller ost. På bordet er der forskellige saucer, du kan vælge at komme ovenpå pandekagen. Der findes en særlig okonomiyaki-sauce, som også kan fås her i Danmark. Den minder om en lidt sødlig engelsk sauce. Du kan også vælge andet tilbehør at komme på som japansk mayonnaise (minder om salatmayonnaise), tørret, pulveriseret nori-tang og tørrede, røgede og fermenterede bonitoflager (tunflager). Hvis du ikke ved hvordan du skal lave pandekagen, kan du få personalet til at hjælpe dig.
Okonomiyaki kan kun fås på særlige okonimiyaki-restauranter, der ikke serverer andet. Der findes forskellige typer af okonomiyaki afhængig af regionen. Okonomiyaki fra Hiroshima er særlig berømt, fordi der er stegte nudler ovenpå eller inden i pandekagen!
1. Ramen
Ramen er en japansk nuddelsuppe, der fås i et utal af varianter.
Du er sikker stødt på ramen før - ramenrestauranter er jo også kommet til Danmark, men det er valgt som nr. 1 på vores liste over typer af japansk mad, du skal prøve. Alene af den grund, at der er vanvittig mange forskellige varianter, du kan prøve rundt i hele Japan. En restaurant serverer måske en klassisk tonkatsu (svindekødsbouillon) ramen, en anden en cremet kylllinge-ramen og en tredje en afkølet tomat-ramen!
Hver region i Japan har sin egen udgave af ramen. Fukuoka er kendt for sin tonkatsu-ramen, mens Hokkaido er kendt for sin miso-ramen med en klat smør. Der er flere kæderestauranter, der serverer ramen, fx Ichiran, Ippudo og Marugen. Ellers hold øje ved frokosttid om der er kø ved den lokale ramenrestaurant. Det betyder som regel, at deres ramen er god!
Vil du gerne have noget at drikke til?
Nu har vi givet dig en introduktion til nogle af Japans mest kendte typer af mad. Vil du ikke læse videre og lære lidt om Uji-te - en af Japans mest berømte grønne teer?