Okinawa øerne - Rejseguide til Japan - Japanspecialist
Okinawa øerne
Smukke strande og koralrev i verdensklasse
Om Okinawa øerne
Langt syd for det japanske fastland ligger Okinawa øernes idylliske paradis. Øerne kan prale af koralrev i verdensklasse, gode surfing-muligheder og en unik kultur. På trods af øernes charme kan I næsten have dem helt for jer selv, hvis I rejser uden for den japanske højsæson. Det subtropiske klima gør stedet varmt, solrigt og indbydende hele året rundt.
En meget uafhængig kultur
Okinawa øerne består af hovedøen Okinawa og over 20 små øer. I mange århundreder var øerne uafhængige og kendt som Ryukyu kongedømmet. I denne periode udviklede øerne deres egen kultur, som var stærkt påvirket af både Kina, Sydøstasien og Japan. I de senere år er øerne også blevet påvirket af USA og det japanske fastland. Dette ses tydeligst i de to gader International Street og Peace Street i øernes største by, Naha. Den første er moderne og strømlinet, og den anden er en traditionel markedsgade fyldt med smalle sidegader og asiatisk inspirerede butikker. I Nahas Shuri kvarteret finder I Ryukyu kongernes flot restaurerede borge, der har en fascinerende blanding af japansk og kinesisk arkitektur, og en fremragende udstilling af Okinawas historie og kultur.
Andre seværdigheder på Okinawa øerne
Karate stammer oprindeligt fra Okinawa, og der er mange muligheder for at prøve kræfter med denne imponerende kampsport. Okinawa har også et væld af idylliske øer, hvor I kan koble helt fra. Der er fantastiske muligheder for at svømme, snorkle eller nyde naturen på andre måder. Alle områdets øer har hver deres særpræg og charme. Læs mere om de forskellige øer på vores hjemmeside.