Kerama øerne - Rejseguide til Japan - Japanspecialist
Kerama øerne
Træk stikket, og slap af i det paradisiske vestlige Okinawa
Om Kerama øerne
Kerama øerne er en gruppe små, uudforskede, maleriske øer ca. 40 km vest for hovedøen Okinawa. Øerne er udnævnt som nationalpark - de består af i alt 36 øer, hvoraf kun fire er beboede. De smukke hvide sandstrande og det klare blå vand gør dem til et fremragende rejsemål, hvis I ønsker en afslappende, tropisk ferie.
Ø-eventyr
Aka, Tokashiki og Zamami er de tre hovedøer. Tokashiki, den største af øerne, har kun omkring 700 indbyggere, og Zamami, den næststørste, har omkring 900 indbyggere. Øen Aka, der er mindre end fire kvadratkilometer stor, har kun 340 indbyggere og er et fredfyldt paradis. Fælles for alle øerne er den smukke, uspolerede natur.
De blændende hvide strande og det krystalblå hav er hovedattraktionen. Slap af, svøm eller udforsk de smukke koralrev, og kom helt tæt på eksotiske fisk og store havskildpadder.
Andre seværdigheder på Kerama øerne
Hvis I er eventyrlystne, kan I prøve at snorkle, dykke, sejle i kano, leje en cykel eller sejle til nogle af de ubeboede øer. Fra januar til marts kan I endda komme på hvalsafari her.