Kirishima - Rejseguide til Japan - Japanspecialist
Kirishima
Fantastisk natur og varme kilder
Om Kirishima
Langt nede i den sydlige del af Kyushu ligger Kirishima, der er berømt for sin fantastiske natur med mange vulkaner og varme kilder (onsen). Den bedste måde at komme rundt i området på er i bil, og vi kan naturligvis være behjælpelige med billeje.
Vandreture og afslapning på vildmarksruten
Kirishimas betagende smukke landskaber kan opleves på tæt hold med et besøg i Kirishima Geopark eller Ebinokogen højlandet. Her er der vandrestier af alle sværhedsgrader – lige fra afslappede gåture til egentlig bjergbestigning. Kig forbi det lokale besøgscenter for at få et opdateret vandrekort. Landskabet er varieret med mosdækkede og skovklædte bjerge, frodige vådområder og blanke søer. En anden stor oplevelse er at bo på en ryokan, en traditionel japansk kro, hvor I kan tage lange bade i dampende varmt vulkansk kildevand fyldt med sunde mineraler. Om aftenen serveres der en traditionel kaiseki middag bestående af kunstfærdige små retter, der er tilberedt af sæsonens fineste råvarer.
Andre seværdigheder i Kirishima
Bjergene i området spiller en vigtig rolle i den japanske mytologi. Guden Ninigi no Mikoto siges at være steget ned fra himlen her for at herske over verden. Kirishima helligdommen er tilegnet denne gud og har eksisteret i omkring 500 år - de nuværende bygninger stammer fra år 1715. De store smukke bygninger ligger midt i en skov og er officielt udnævnt som et vigtigt kulturelt aktiv.
BEMÆRK: Dette er et område med aktive vulkaner, hvilket kan betyde, at der fra tid til anden ikke er adgang til vandrestier eller veje, hvis der er for kraftig vulkansk aktivitet.