Sakura: Japans fortryllende forår





- Japansk mad
- Kultur
- Historie
Oversigt
Oplev den magiske kirsebærblomstring i Japan, og lad dig tryllebinde på denne unikke rejse
Vi begynder i Tokyo, den verdenskendte, pulserende storby, hvor vi udforsker nogle af de mest særlige bydele og seværdigheder. Vi ankommer i forårets blomstringssæson og oplever den magiske stemning i byens parker. Her nyder vi den verdensberømte sakura, som dækker landet i sit smukke blomsterflor.
Dernæst går turen til historiske Kyoto, der er kendt for sin autentiske arkitektur og kultur, samt tusindvis af templer og shinto-helligdomme. Byen var tidligere Japans hovedstad og har været landets kulturelle centrum gennem mere end tusind år og er hjem for hele 17 UNESCO-monumenter. Her vil vi opleve stemningsfulde zen-haver, deltage i en traditionel teceremoni, besøge samuraiborgen Nijo og nyde synet af den smukke Guldpavillon.
Bemærk: Der vil blive gået en del på denne rejse, som vi bevæger os mellem de betagende destinationer. Turen anbefales derfor til alle, der er vant til fysisk aktivitet.
Datoer og tilgængelighed
Afgange
Vær den første til at få besked, når denne tur bliver sat til salg. Vi sender dig en e-mail, så snart den er tilgængelig - minimum seks måneder før afrejse - så du har god tid til at planlægge dit eventyr. Bemærk, at rejseplanen og prisen kan blive ændret, inden rejsen bliver sat til salg.
Program
Vi rejser sammen fra Københavns Lufthavn, Kastrup, hvor vi mødes inden check-in og flyver til Narita Lufthavn i Tokyo. Undervejs har vi en times mellemlanding i Istanbul Lufthavn. Der er åbent døgnet rundt, så her er der rig mulighed for at shoppe og finde forfriskninger undervejs.
Sæt dig godt til rette i dit sæde, og nyd forplejningen ombord på flyet – velvidende, at du er på vej mod din drømmedestination. Vi anbefaler at forsøge at få lidt søvn undervejs, så du vågner frisk i den nye tidszone.
Velkommen til Japan og den fantastiske hovedstad Tokyo, verdens største by.
Herfra begynder vores eventyr med det samme, når vi med vores private bus tager direkte til det 634 m høje Tokyo Skytree. Vi tager elevatoren hele vejen op, hvor vi vil blive mødt af en spektakulær udsigt over verdens største metropol. Det er et imponerende syn, og den perfekte start på den rejse, som venter forude.
Derefter tager vi videre til Asakusa-distriktet, mod det smukke og verdensberømte Senso-ji-templet. Templet er det ældste i Tokyo og blev opført som en hyldest til barmhjertighedens gudinde Kannon.
Ved indgangen til templet findes Nakamise-gaden, et hyggeligt og traditionelt område med mange små, autentiske butikker. Her kan man købe raffinerede silkekimonoer, grøn te af højeste kvalitet og mange andre traditionelle japanske varer. Ønsker du at købe gaver med hjem eller minder for livet til egen fornøjelse, så er dette det helt rigtige sted at finde dem.
Vi vil herefter nyde en delikat japansk frokost, inden vi bevæger os tilbage mod hotellet og tjekker ind. Der vil være afsat lidt tid til at pleje sig selv om eftermiddagen. Her kan man eventuelt hvile sig efter rejsen eller udforske området i nærheden af hotellet, før vi igen mødes og sammen går ud for at spise en hyggelig velkomstmiddag.
Her vil vi lære hinanden bedre at kende og gå mere i dybden med dagens oplevelser, samt de mange eventyr som venter os på vores rejse.
Vi starter dagen med at besøge den smukke Meiji Jingu-helligdom i Yoyogi Park, som er et fortryllende åndehul midt i byens hjerte. Her tager vi et øjeblik til at nyde energien og skønheden ved det japanske forår. Templet og parken er kendt for den magiske atmosfære under sakurablomstringen, som byder både troende og besøgende velkommen.
Dernæst går turen til Harajuku, et shoppingområde, som er fødested for mange moderne, eklektiske trends, der præger modescenen verden over. Farver, accessories og usædvanlige designs giver rig mulighed for at finde ny inspiration.
Vi fortsætter til Omotesando-shoppinggaden, hvor verdensberømte designerbrands ligger side om side. Med metroen går turen videre til Shibuya-distriktet, hvor vi går over “Shibuya-krydset”, verdens mest berømte fodgængerfelt. Lys, lyde og mennesker skaber en uforlignelig stemning og energi.
Ved statuen “Hachiko” vil vi høre den rørende historie om professor Hidesaburō Uenos loyale følgesvend, der har rørt både japanere og besøgende verden over. De blomstrende kirsebærtræer gør blot øjeblikket mere specielt, da sakuraen symboliserer både livets skønhed og flygtighed.
Efterfølgende nyder vi en ægte japansk frokost, og resten af dagen er fri til egne eventyr. Vi anbefaler varmt et besøg til Shibuya Sky, et udkigspunkt med en betagende udsigt, der kan give selv de mest berejste åndenød. Området byder også på spændende butiksgader, som helt bestemt er et besøg værd.
Vi starter dagen med at tage metroen til det berømte Shinjuku-distrikt. Dette nabolag står i skarp kontrast til de andre bydele i Tokyo, med sine mange skyskrabere og futuristiske bygninger. Shinjuku Station benyttes dagligt af omkring 3 millioner mennesker og er lidt af en oplevelse i sig selv. Mens vi udforsker området, vil rejselederen også fortælle mere om de lokale restauranter og deres specialiteter.
Vi tager med metroen videre til vores næste stop for at besøge en oase i midten af Tokyo. Rikugien-haven betragtes som en af Tokyos smukkeste landskabshaver fra Edo-perioden, og her vil vi gå langs de mange stier og høre mere om Tokugawa-shogunatet.
Efter at have spadseret rundt og nydt havens skønhed, begiver vi os videre til bydelen Ueno. Her besøger vi Tokyo Nationalmuseum, hvor vi vil lære mere om Tokyos historie og rige kultur.
I Ueno Park findes der også flere andre interessante museer, som man senere kan vælge at udforske på egen hånd. Man kan også vælge at tage med rejselederen tilbage til hotellet.
Resten af dagen er fri til at udforske på egen hånd og gøre sig nye oplevelser.
Denne dag er afsat til udforskning på egen hånd i Tokyo.
Valgfrit: Du kan også vælge at berige din rejse med en tillægsudflugt til byen Kamakura, i selskab med din erfarne rejseleder. Kamakura ligger ca. en times kørsel syd for Tokyo, og er en autentisk destination, som giver dig en dybere indsigt i Japan, uden for de mest gængse turistområder.
Vi tager med lokaltoget til den lille kystby, der engang havde stor politisk betydning, og som i dag huser mange historiske skatte. Byen var tidligere hovedstad under samurai-æraen, og er fyldt med japansk kultur og historie. Byen, der også har givet navn til Kamakura-perioden, er i dag kendt for sine velbevarede templer, smukke kyststrækninger og, ikke mindst, for den ikoniske 13,5 meter høje Buddha-statue fra 1252.
På denne tillægstur spadserer vi rundt i byen og oplever nogle af de vigtigste højdepunkter. Midt på dagen er der afsat tid til selv at vælge, hvor man ønsker at spise sin frokost, inden vi om eftermiddagen vender tilbage til Tokyos centrum.
Pris: 550,- DKK (frokost er ikke inkluderet)
Bemærk, at vi om morgenen sender vores store kufferter videre til Kyoto med kurér. Medbring derfor gerne de vigtigste fornødenheder til de kommende to dage.
Efter vi har checket ud, tager vi toget til den naturskønne Izu-halvø, der ligger ud mod Stillehavskysten. Her skal vi bo på en ryokan, som er et traditionelt japansk gæstgiveri med en naturlig, varm kilde, der opvarmes af vulkanske kilder i undergrunden. Disse kilder kaldes også for “onsen” og er en oplevelse, du ikke må gå glip af, når du rejser i Japan.
Efter at have efterladt vores bagage og delt en let frokost, tager vi en gåtur ned til den imponerende klippekyst og nyder den storslåede natur. Om eftermiddagen checker vi ind på vores ryokan, hvor der vil være tid til at slappe af i badene og i jeres smukke, traditionelle værelser.
Vi sover på traditionel japansk vis på futonmadrasser, lagt på de bløde tatamimåtter på gulvet, hvilket er overraskende komfortabelt og behageligt. Om aftenen nyder vi sammen en lækker kaiseki-middag, bestående af flere forskellige japanske retter.
Vi siger i dag farvel til vores ryokan og det gæstfrie personale, og rejser videre mod Kyoto. Først tager vi lokaltoget til en af de større stationer, hvorfra vi skifter til det legendariske højhastighedstog, Shinkansen. Undervejs kan man købe en frokost i form af en bento-boks, en lækker japansk madpakke, der kan nydes ombord.
Efter togrejsen gennem de maleriske landskaber ankommer vi til Kyoto, Japans hovedstad fra 794 til 1868, der stadig betragtes som landets spirituelle hjerte. Med vores private bus fortsætter vi udforskningen af byen og besøger Guldpavillonen (Kinkaku-ji-templet), der findes på UNESCOs verdensarvsliste og er et symbol på japansk kultur.
Vi ser også den imponerende samurai-borg, Nijo, bygget i 1603 og en af de få borge, der stadig er åbne for offentligheden. Her oplever vi den smukke arkitektur, detaljerede vægmalerier og udsmykkede klenodier, og går på nattergalegulvet, der ”kvidrer”, uanset hvor stille man lister sig frem. Gulvet blev designet til shogunen, så han kunne høre, hvis en fjende forsøgte at snige sig ind i nattetimerne.
Vi checker ind på vores hotel sidst på eftermiddagen, hvor vi genforenes med vores store bagage. Aftenen er fri, til selv at gå på eventyr i den historiske by.
Vi starter dagen med en spadseretur gennem Kyotos hyggelige gader, hvor vi tager den autentiske atmosfære ind.
I det historiske Gion-distrikt vil vi opleve flere århundreders tradition og mystik. Som vi går forbi de gamle træhuse når vi Yasaka-helligdommen, der i mere end 1300 år har prydet byen. Helligdommen er bedst kendt for sine lanterner, der lyser i aftentimerne, og for de blomstrende kirsebærtræer, som giver stedet en næsten overnaturlig stemning.
Vi fortsætter til Kodai-ji templet, hvor haven leder os videre til Ryōzen Kannon, rejst til minde om de faldne i Anden Verdenskrig. Her rejser en 24 meter høj statue af barmhjertighedens gudinde, Kannon, sig som et stærkt symbol på næstekærlighed og omsorg.
Dagens næste oplevelse er en traditionel teceremoni, i et af Kyotos autentiske, sagnomspunde tehuse. Sammen med de lokale lærer vi at tilberede matcha, præcist som det er blevet gjort gennem generationer. Det giver en unik indsigt i japansk kulturarv, og en oplevelse som ikke kan undværes, under et besøg i den gamle hovedstad.
Vi afslutter det guidede program ved Kiyomizu-dera, et af Kyotos mest imponerende templer. Rejselederen køber entrébilletter, og derefter kan man udforske templet i eget tempo. Resten af eftermiddagen er fri til selv at tage på eventyr, omgivet af sakuratræernes skønhed. Vi kan varmt anbefale en tur i Sannen-zakas små butikker, at udforske Gion mere i dybden, eller at gå en tur langs den smukke Kamo-flod.
Om aftenen mødes vi atter engang, for sammen at nyde en fælles middag.
Denne dag er afsat til udforskning på egen hånd i Kyoto.
Vi kan varmt anbefale at tage en tur til Arashiyama bambusskoven i den vestlige del af Kyoto, eller at udforske de overdækkede shoppinggader i Kyotos bymidte. Her findes også adskillige forskellige museer, templer og shinto-helligdomme til alle, som ønsker at fordybe sig i Kyotos kulturskatte og historie.
Det er i dag blevet tid til at forlade Kyoto og Japan, men vi afslutter vores eventyr med en sidste salut.
Om formiddagen vil der være ekstra tid til at pakke, udforske nærområdet eller købe de sidste gaver. Vi forlader Kyoto i vores private bus og ankommer til den ikoniske Fushimi Inari-helligdom, kendt for sine utallige orangerøde torii-porte, et af Japans mest ikoniske vartegn.
Dernæst går turen til Osaka og rejsens sidste højdepunkt: Osaka-borgen. Vi passerer de majestætiske porte i voldmuren og nyder naturen og foråret, mens vi nærmer os borgen.
Dette historiske monument fungerer i dag som museum efter branden og genopbygningen i 1931, og murene vidner om Japans historie og sjæl. Der er afsat god tid til at udforske, og til at nyde vores sidste oplevelse i Japan fuldt ud.
Kirsebærtræerne tilfører en særlig stemning og leder tankerne tilbage til den tid, hvor shogunatet havde magten. Blandingen af kultur og historie forenes i en smuk, unik og mindeværdig oplevelse af vores besøg i Japan under sakura-blomstringen.
Sidst på eftermiddagen besøger vi Dotonbori-området, berømt for sine restauranter og livlige aftenstemning. Her nyder vi sammen en fælles afskedsmiddag, inden vi sætter kursen hjemad.
Fra Kansai Lufthavn i Osaka flyver vi nordpå med en mellemlanding i Istanbul. Ombord kan du nyde forplejningen og reflektere over de uforglemmelige oplevelser, vi har delt, mens Solens Rige forsvinder under dig, før vi igen sætter fødderne på dansk jord den følgende dag.
Hjerteligt velkommen hjem, vi er taknemmelige for, at du har valgt at dele denne oplevelse med os.
Vi håber, at du har haft en uforglemmelig rejse, og at vores veje vil krydses igen i fremtiden.
Indkvartering

Et moderne hotel, der ligger lige overfor Shinagawa station, hvorfra man nemt kommer rundt i hele byen med den effektive metro, eller ringbanen, ligeledes kommer man nemt til og fra Tokyo med Shinkansen herfra.

En vidunderlig ryokan med smagfuldt indrettede værelser med tatami måtter og dejlige futon madrasser på gulvet. Stedet har 7 private onsen bade og serverer den skønneste japanske kaiseki menu.

Et moderne hotel, lokaliseret i midten af Kyoto. Let adgang til metro, restauranter og Nishiki markedet, i et område med gode shoppingmuligheder.
Vigtig information
Vigtig information
- Vi forbeholder os ret til ændringer i programmet
- Denne rejse egner sig ikke til gangbesværede, da vi går meget
- Turen gennemføres ved minimum 15 tilmeldte deltagere (max. 25 deltagende)
Hvad er inkluderet
- Fly: København–Tokyo / Osaka–København, med mellemlanding i Istanbul begge veje.
- Alle lufthavnsskatter og flyafgifter
- 7 overnatninger på 3* hotel i hhv. Tokyo og Kyoto
- 1 overnatning på 4* japansk ryokan
- 8 x morgenmad, 3 x frokost og 3 x middage
- Alle indgange og transport jvf. program
- Bagagetransport fra Tokyo til Kyoto
- Dansktalende rejseleder alle dage – undtaget d.8. og 12. april, hvor dagen vil være til fri oplevelse eller ekstra udflugt
Hvad er ikke inkluderet
- Måltider og transport ikke nævnt i programmet
- Drikkevarer i forbindelse med måltider
- Entrégebyrer, som ikke er nævnt i programmet
- Personlige fornødenheder
- Ekstra tillægsudflugt Kamakura (550,- DKK)
- Afbestillingsforsikring ved sygdom (7% af rejsens pris, kan tilkøbes)
- Rejseforsikring (kan tilkøbes)