Haneda vs. Narita: hvilken lufthavn skal du vælge at flyve til? - Japanspecialist
Haneda vs. Narita: hvilken lufthavn skal du vælge at flyve til?
Planlægger du en tur til Japan, kan det være måske være svært lige at afgøre, hvilken lufthavn det bedst kan betale sig at flyve til: Haneda eller Narita i Tokyo? I denne artikel vil vi gå mere i dybden med forskellene og forhåbentligt hjælpe dig videre i din planlægning.
Japan har flere internationale lufthavne, hvor de mest benyttede er: Narita og Haneda (Tokyo), Kansai (Osaka), Chubu (Nagoya).
Haneda og Narita servicerer de fleste langdistancefly fra fx London, New York, Paris, Amsterdam og Helsinki. Der er også større internationale lufthavne på Kyushu og Hokkaido, men de store langdistancefly lander ikke her. Disse lufthavne tager sig mere af flyvninger til og fra Sydkorea og Kina.
Så vi vil koncentrere os om Haneda og Narita, da de giver dig de fleste muligheder for at starte din Japan-rejse i Tokyo.
Med hvad er egentlig forskellene mellem disse to lufthavne?
Haneda vs. Narita: beliggenhed og basal information
Lad os starte med at kigge på beliggenheden. Selvom begge lufthavne ser ud til at ligge i Tokyo, når du søger efter flybilletter, så er Haneda faktisk den eneste, der ligger i selve Tokyo by. Narita lufthavn ligger øst for Tokyo i det nærliggende Chiba-præfektur.
Men Haneda lufthavn ligger ikke centralt i byen, og Tokyo er verdens største storby! Så selvom den er placeret i byen, så tager det noget tid at komme ind til centrum, hvilket vi vil se nærmere på om et øjeblik.
Med hensyn til faciliteter og service er der ikke den store forskel mellem de to. Begge lufthavne har områder, der er åbne døgnet rundt og andre områder med begrænsede åbningstider. Begge lufthavne har tre terminaler. JAL og ANA, Japans to store flyselskaber, opererer fra begge lufthavne. Narita lufthavn betragtes ofte som den mere populære internationale lufthavn med lidt flere shopping- og restaurantmuligheder. Men inden for de senere år er Haneda ved at komme efter Narita.
En af de vigtigste forskelle er hvilke flyselskaber, du kan bruge. Dette kan være den afgørende faktor for dig, da flyselskaber til én lufthavn måske flyver direkte uden mellemlandinger eller kan være billigere. Hvis dit valgte fly kun er under 400 kr. billigere, bør du måske overveje, hvor meget det vil koste dig at rejse fra lufthavnen til det centrale Tokyo.
Haneda vs. Narita: rejsen videre ind til Tokyo
Hvor nemt er det så at rejse til Tokyo fra de to lufthavne? Som du måske allerede har gættet, vil det som regel være hurtigere at komme ind til centrum fra Haneda lufthavn, fordi den ligger i Tokyo.
Begge lufthavne har forskellige muligheder for nemt at komme ind til det centrale Tokyo afhængigt af dit budget og behov. Fra begge lufthavne kan du benytte bus, tog eller monorail, leje en bil eller tage en taxa.
Her er de omtrentlige rejsetider til Tokyo fra hver lufthavn. Der er en masse tog- og busstationer at vælge imellem; stationer i den vestlige del af Tokyo som fx Shinjuku ligger tættere på Haneda, mens stationer i den østlige del som fx Ueno er tættere på Narita. Men for at gøre denne liste enklere, bruger vi Tokyo Station (et sted i midten) som udgangspunkt.
Omtrentlige rejsetider til Tokyo station fra Haneda lufthavn:
- Bus: 50 minutter
- Alm. tog: 40 minutter
- Eksprestog: 30 minutter
- Bil eller taxa: 25 minutter
Omtrentlige rejsetider til Tokyo station fra Narita lufthavn:
- Bus: 90 minutter
- Alm. tog: 54 minutter
- Eksprestog: 57 minutter
- Bil eller taxa: 60 minutter
Som du se kan er Haneda den klare vinder i forhold til transporttid.
Men hvilken transportform du vælger, afhænger i høj grad af dit budget. Busserne er den billigste løsning, og der er deciderede "Airport Limousine Buses", som minder mere om en turbus eller turistbus end en almindelig bybus. De har bagagerumsplads til din bagage, så du behøver ikke at tage bagagen med ombord som på togene. Lokaltog er billigere end eksprestog, men du bliver nødt til at skifte tog et par gange, hvilket kan være besværgeligt, når du har din bagage med. Eksprestogene er dyrere, men er til gengæld rummelige og komfortable og har et decideret bagagerum.
At tage en taxa er utrolig dyrt, og efter vores mening en unødvendig udgift, når den offentlige transport gør rejsen ind til Tokyo så nem. Hvis du dog ikke kan lide tanken om at skifte tog eller ankomme til dit hotel via offentlig transport, kan du tage et tog eller bus til centrum og derefter tage en taxa til dit hotel for at undgå at slæbe dine kufferter rundt.
Vi har nævnt lufthavnenes eksprestog, men der er faktisk to forskellige, der kører fra hver lufthavn. Fra Haneda er der Keikyu Airport Line og Tokyo Monorail, og fra Narita Narita Skyliner og Narita Express. Narita Express er langt den smarteste og mest komfortable. Alle tog kører til forskellige stationer, så tjek hvilken en, der bedst kan betale sig for dig.
Almindelige fejl og hvordan du løser dem
Når du har besluttet dig for, hvilken lufthavn du skal flyve til, er der et par ting, du skal huske på, når du ankommer til Japan, eller når du flyver hjem igen.
En af de mest oplagte fejl er at vælge den forkerte terminal, når du skal rejse hjem. Sørg for at tjekke, hvilken terminal du flyver fra, og hold øje med det stop, når du rejser til lufthavnen med tog eller bus. I Haneda benyttes terminal 2 eller 3 ved internationale flyvninger. I Narita er det terminal 1 eller 2. Kommer du til at vælge den forkerte terminal, er der heldigvis shuttlebusser i begge lufthavne, der kan køre dig til den rigtige terminal. Find en informationsdesk og spørg, hvor du skal tage shuttlebussen fra.
En anden fejl, som nogle rejsende begår, er at tage til den forkerte lufthavn! Det er noget, du selvfølgelig skal undgå, da de to lufthavne absolut ikke ligger tæt på hinanden. Hvis du er ankommet til den forkerte lufthavn, og har 2-3 timer før dit fly, er din eneste mulighed at tage en taxa til den anden lufthavn. Det bliver dyrt, og du kan risikere at sidde fast i trafikken, men toget tager længere tid, og du risikerer i panik at træffe den forkerte beslutning. Har du mere end 3 timer at løbe på, bør du uden problemer kunne tage lufthavnens eksprestog, og Limousine-busserne kører endda mellem de to lufthavne og tager kun en time, hvis trafikken arter sig. Hvis du dog kun har en time eller to til dit fly afgår, er det nok bedst med det samme at ringe til dit flyselskab!
Vi håber, at dette har givet dig nogle gode grundlæggende oplysninger om lufthavnene Haneda og Narita, og hvor forskellige (eller måske ikke så forskellige) de er. I sidste ende afhænger valget af lufthavn nok mest af, hvilket budget du har! Så hvis du vil spare penge, mens du rejser rundt i Japan, hvorfor så ikke tage et kig på vores blogindlæg om Japan Rail Pass?