Oplev de japanske tog: tag med shinkansen-hurtigtoget ligesom japanerne! - Japanspecialist
Oplev de japanske tog: tag med shinkansen-hurtigtoget ligesom japanerne!
Når du rejser rundt i Japan med toget, så overvej at købe et Japan Rail Pass. Du kan bruge det ombord på næsten alle JR-tog i hele landet, og du slipper for at købe billetter til de enkelte strækninger. Nemt og praktisk. Hvis du gerne vil vide mere, så tøv ikke med at besøge vores ofte stillede spørgsmål om Japan Rail Pass.
Med dette rejsekort i hånden har du også mulighed for prøve et af Japans berømte højhastighedstog, shinkansen, et eksempel på japansk teknologi og design, når det er bedst. Hvis du allerede har prøvet at køre med shinkansen, har du måske lagt mærke til nogle skikke som de lokale praktiserer - læs videre og vi vil fortælle dig alt om dem!
Forbered dig i forvejen
Hver by, hver region og hvert hjørne af Japan har sine lokale seværdigheder og specialiteter, så forbered dig godt på hvad du skal se, opleve og spise inden du hopper af toget igen. En tur med shinkansen kan ofte være lang, så du kan også udnytte tiden ombord til at lave den perfekte plan. Vi hjælper dig også gerne med at sammensætte din rejseplan.
Book dine pladsbilletter!
Med et JR Pass i hånden er det ikke obligatorisk at have en pladsbillet. Langt de fleste shinkansen-tog har vogne med reserverede og ikke-reserverede sæder. Og når du har dit Japan Rail Pass, kan du hurtigt beslutte dig for at tage afsted og så bare vælge et af de ikke-reserverede sæder. Det er, hvad de fleste turister gør for at undgå besværet med at booke en bestemt afgang og skulle følge en bestemt tidsplan. Men pladsreservation er efter vores mening langt at foretrække.
For det første er du sikker på at få et sæde, hvilket ikke altid er tilfældet, især på meget travle strækninger. For det andet er det meget nemmere når du står der med al din bagage, at du ikke skal rende rundt og lede efter et ledigt sæde i vognen med de ikke-reserverede sæder og prøve at gennemskue, hvordan systemet fungerer.
Det er gratis at reservere en pladsbillet, når du har et Japan Rail Pass. Det kan du enten gøre på stationen eller på nettet.
Vær dog klar over, at der på strækningerne med Tohoku shinkansen, Hokuriku shinkansen og Hokkaido shinkansen er flere af togene, hvor der kun er reserverede sæder.
Glem ikke at købe din bento-boks
Da hver region i Japan har sine egne lokale specialiteter, er der også forskel på hvilke typer af bento-bokse (japansk madpakke), du kan få - og vi synes, det er fantastisk. Du kan næsten smage dig igennem det japanske køkken ved at prøve de forskellige bokse fra de forskellige regioner. Og prismæssigt kan de fås i alle kategorier: fra overkommelig til luksuriøs.
Bento-boksene kan købes på stationen, så kom lidt i god tid inden afgang og kig efter en bento-butik og vælg den, der tiltaler dig mest. Som regel er der altid ris som tilbehør og så forskellige mundrette portioner af kød, fisk, grøntsager og syltede ting. Det bliver også mere og mere almindeligt at kunne købe rene vegetariske bento-bokse.
Når du køber en bento-boks, pakker salgsekspedienten den pænt i en plastikpose, spisepinde og servietter er som regel inkluderet i boksen. Det eneste du selv skal sørge for er drikkevarer! Har du glemt dem, når du er kommet op på perronen, så fortvivl ej. Der er stort set altid en automat på perronen, hvor du kan købe drikkevarer, Nogle af de meste travle shinkansen-stationer har også små kiosker på selve perronen, hvor du udover drikkevarer, kan købe snacks og meget andet. Det var tidligere mere almindeligt at kunne købe mad og drikke ombord, men det er langsomt ved at forsvinde, så det skal du ikke satse på. Fra den 1.11.2023 ophører den service fx på Tokkaido shinkansen (den travleste af alle shinkansen-strækningerne), der kører mellem Tokyo, Nagoya, Kyoto og Osaka.
Højdepunktet på turen: landskabet
Nogle vil måske sige, at du kun vil se Fuji-bjerget fra toget, hvis du er heldig. Men du kan faktisk forbedre dine chancer, hvis du er lidt omhyggelig ved valget af siddeplads på shinkansen-strækningen mellem Osaka/Kyoto og Tokyo. Rejser du fra Osaka eller Kyoto til Tokyo så sørg for at få et sæde i venstre side af køreretningen, det modsatte er gældende Tokyo-Kyoto og Osaka. Synet af Fuji-bjerget i det fjerne er selvfølgelig ikke det eneste smukke landskab, du kan nyde under togturen. Alle shinkansen-tog kører igennem frodig natur og igennem både traditionelle og moderne byer. At sidde og kigge på det japanske landskab, der suser forbi, er en unik måde at opleve Japan på. Så pak din bento-boks ud, nyd frokosten og den vidunderlige udsigt samtidig!
Ekstra tip og det vil måske overraske dig!
Ok, vi har gemt det tip til slutningen af artiklen, fordi den kan være ret ... opsigtsvækkende.
For mange lokale kan en shinkansen-tur være lig med at få en øl eller en drink, når toget forlader stationen – uanset tidspunktet på dagen. Afhængigt af hvor du kommer fra, kan dette virke usædvanligt, men det er ikke ualmindeligt at tage toget klokken 8 om morgenen og se din medpassager åbne en dåse og nyde en kold øl.
Nu skal dette ikke opfattes som en direkte opfordring, men afhængigt af din tidsplan og om du har lyst, kan du jo prøve at tilpasse dig de lokale skikke ved at tage den første tår af en øl, så snart shinkansen-toget forlader stationen... Skål!