Kina & Japan: Fra kejserriger til moderne storbyer
- Eventyr
- Kultur
- Historie
- Natur
Oversigt
Fra Kinas kejserpaladser og dramatiske landskaber til Japans templer og levende storbyer.
Rejsen begynder i Beijing med kejserpaladser, Himlens tempel og Den Kinesiske Mur. Herfra fortsætter vi til Guilins karakteristiske kalkstensbjerge og en stemningsfuld sejltur på Li-floden, inden vi oplever Shanghais særlige møde mellem historiske kvarterer og moderne arkitektur.
I Japan venter Kyotos smukke templer, traditionelle haver og historiske gader samt en udflugt til Nara, hvor hjortene færdes frit mellem gamle helligdomme. På Izu-halvøen overnatter vi på en traditionel japansk ryokan med mulighed for at nyde de varme kilder. Rejsen afsluttes i Tokyo, hvor stille shintohelligdomme, livlige handelsgader og moderne bykultur eksisterer side om side.
Undervejs rejser vi med guide og oplever både landenes berømte seværdigheder og de små kulturelle detaljer, som gør mødet med Kina og Japan særligt interessant.
Datoer og tilgængelighed
Afgange
Vær den første til at få besked, når denne tur bliver sat til salg. Vi sender dig en e-mail, så snart den er tilgængelig - minimum seks måneder før afrejse - så du har god tid til at planlægge dit eventyr. Bemærk, at rejseplanen og prisen kan blive ændret, inden rejsen bliver sat til salg.
Program
Rejsen begynder i Københavns Lufthavn, hvor vi mødes og checker ind sammen inden vi sætter kurs mod Beijing.
Ombord på flyet kan du læne dig tilbage, nyde forplejningen og glæde dig til de mange oplevelser, der venter i både Kina og Japan.
Første stop er Kina, hvor vi skal opleve landets fascinerende historie og rige kultur inden rejsen fortsætter til Japan. Det kan være en god idé at få lidt søvn undervejs, så kroppen lettere vænner sig til tidsforskellen.
Efter nattens flyrejse lander vi i Beijing, hvor Kinas historie og kultur venter på os.
Allerede på vores første dag skal vi opleve et af hovedstadens mest ikoniske steder, Himlens tempel. Det store tempelområde med sine karakteristiske blå tage og smukke arkitektur var engang centrum for kejserlige ceremonier, hvor man bad himlen om en god høst. Vi går på opdagelse i de historiske omgivelser og får en introduktion til de traditioner og forestillinger, der gennem århundreder har præget kinesisk kultur.
Herefter kører vi til vores hotel, hvor vi checker ind og kan tage os et velfortjent hvil efter rejsen. Om aftenen samles vi til en fælles velkomstmiddag.
Efter morgenmaden mødes vi i hotellets lobby og begiver os ud på en spændende dag i Beijing, hvor vi skal opleve nogle af byens mest betydningsfulde historiske seværdigheder.
Vi begynder på Den Himmelske Freds Plads, en af verdens største offentlige pladser, som har spillet en central rolle i Kinas moderne historie. Herfra fortsætter vi til Den Forbudte By, der gennem næsten 500 år var hjemsted for Kinas kejsere. Bag de imponerende mure og porte gemmer sig et væld af smukke paladser, gårdspladser og historiske bygninger, som giver os et fascinerende indblik i livet ved det kejserlige hof.
Efter en fælles frokost på en lokal restaurant fortsætter vi til det charmerende Houhai-område, hvor søer, gamle gader og traditionelle huse giver et helt andet indtryk af Beijing. Vi går på opdagelse i Nanluoguxiang, en af byens mest kendte hutonggader, hvor små butikker, caféer og traditionelle gårdhuse ligger side om side. Her oplever vi en spændende blanding af det historiske og det moderne Beijing.
Sidst på dagen kører vi tilbage til hotellet.
Dagen byder på nogle af Kinas største kulturskatte, hvor kejserlig elegance og imponerende ingeniørkunst mødes.
Efter morgenmaden kører vi til Sommerpaladset, der ligger smukt ved Kunming-søen uden for Beijings centrum. Her skabte de kinesiske kejsere et fredfyldt åndehul med overdækkede koridorer, kunstfærdige pavilloner og grønne haver. Vi udforsker området og får et indblik i den æstetik og symbolik, der prægede kejsertidens Kina.
Vi fortsætter gennem landskabet mod Mutianyu, hvor en af de smukkeste strækninger af Den Kinesiske Mur venter. Efter frokost besøger vi det historiske forsvarsværk, der gennem århundreder har beskyttet Kinas nordlige grænseområder. Muren følger bjergenes konturer, og de gamle vagttårne ligger som små silhuetter langs de grønne højdedrag. Her får vi mulighed for at opleve både historiens vingesus og den storslåede natur.
Sidst på dagen vender vi tilbage til Beijing, hvor aftenen kan nydes på egen hånd.
Efter morgenmaden tager vi afsked med Beijing og fortsætter vores rejse sydpå mod Guilin, der er kendt for sin enestående natur og de karakteristiske kalkstensbjerge. Vi checker ud fra hotellet og kører med vores egen bus til lufthavnen, hvorfra vi flyver til Guilin. Flyveturen tager omkring tre timer.
Ved ankomsten bliver vi mødt af vores lokale guide og fortsætter med bus til dagens oplevelse, den imponerende Reed Flute Cave, også kendt som Rørfløjtegrotten. Her bevæger vi os gennem et fascinerende underjordisk landskab af drypsten, klippeformationer og store grotter, som gennem tusinder af år er blevet formet af naturens kræfter. De smukke formationer er oplyst i forskellige farver og skaber en næsten eventyrlig stemning.
Efter besøget kører vi til vores hotel, hvor vi checker ind og får tid til at finde os til rette. Om aftenen samles vi til en fælles middag på en lokal restaurant.
Efter morgenmaden venter en af rejsens helt store naturoplevelser, når vi begiver os ud på en sejltur ad den smukke Li-flod. Her skal vi opleve det landskab, som har gjort Guilin berømt langt ud over Kinas grænser.
Under den cirka fire timer lange sejltur glider vi stille gennem et betagende landskab, hvor grønklædte kalkstensbjerge rejser sig langs flodens bredder. Undervejs passerer vi små landsbyer, bambuslunde og frodige marker, mens de karakteristiske bjergtoppe spejler sig i vandet. Vi nyder vores frokost ombord på skibet mens vi nyder den fantastiske udsigt.
Sejlturen slutter i Yangshuo, hvor vi fortsætter til vores hotel og checker ind. Her overnatter vi omgivet af områdets karakteristiske kalkstensbjerge. Om aftenen samles vi til en fælles middag.
Efter morgenmaden tager vi afsked med Yangshuos smukke natur og fortsætter rejsen mod Shanghai, en af Kinas største og mest moderne storbyer. Vi flyver fra Guilin lufthavn til Shanghai. Flyveturen tager cirka to en halv time. Ved ankomst kører vi til hotellet, checker ind og stiller vores bagage. Herefter nyder vi en frokost sammen.
Om eftermiddagen begiver vi os ud på opdagelse i byen. Vi starter ved den berømte havnepromenade The Bund, hvor historiske bygninger fra Shanghais tid som international handelsby står i smuk kontrast til de moderne skyskrabere på den anden side af Huangpu-floden. Her får vi et godt indtryk af byens særlige blanding af øst og vest.
Herefter besøger vi den traditionelle Yuyuan-have, en fredfyldt oase midt i storbyen. Haven stammer fra Mingdynastiet og er anlagt med små damme, snoede stier, dekorative klippeformationer og klassiske kinesiske pavilloner.
Vi fortsætter til Nanjing Road, en af Shanghais mest kendte shoppinggader, hvor der bliver tid til at gå på opdagelse blandt butikker og det livlige byliv på egen hånd.
Efter dagens oplevelser vender vi tilbage til hotellet.
Tilkøb: Der er desuden mulighed for at tilkøbe et kinesisk akrobatikshow, hvor dygtige artister imponerer med balancekunst og akrobatiske opvisninger.
Efter morgenmaden er dagen til fri disposition og du har mulighed for at udforske Shanghai i dit eget tempo. Måske frister en tur gennem byens livlige shoppinggader, et besøg på et af de mange museer eller en stille stund på en lokal café, hvor du kan betragte storbylivet.
Mulighed for tilkøb:
Du kan også vælge at tage med på en udflugt til den historiske vandby Zhouzhuang, der ligger uden for Shanghai. Byen er kendt for sine smalle kanaler, gamle stenbroer og traditionelle kinesiske huse, som ligger tæt langs vandet. Her får du et indblik i en mere traditionel side af Kina, hvor livet gennem århundreder har været tæt forbundet med kanalerne. De charmerende gader og historiske bygninger skaber en særlig stemning, der står i fin kontrast til Shanghais moderne storbyliv.
Frokost er inkluderet for gæster, der deltager i udflugten til Zhouzhuang.
Efter morgenmaden tager vi afsked med Shanghai og dermed Kina, hvor vi har oplevet alt fra historiske kejserpaladser til storslået natur og moderne storbyliv. Nu fortsætter vores rejse til Japan, hvor nye kulturelle oplevelser venter.
Vi kører med vores egen bus til lufthavnen og flyver til Osaka, hvorfra vi fortsætter med bus til Kyoto. Byen var Japans hovedstad i mere end tusind år og er i dag kendt for sine mange templer, traditionelle haver og historiske kvarterer. Ved ankomsten til Kyoto kører vi til vores hotel og checker ind, så der bliver tid til at finde sig til rette efter rejsen.
Om aftenen går vi sammen til en lokal restaurant i nærheden af hotellet, hvor vi nyder en fælles middag.
Efter morgenmaden begiver vi os ud på en spændende dag i Kyoto, hvor vi med vores egen bus skal opleve nogle af byens mest betydningsfulde seværdigheder.
Vi begynder ved Kinkaku-ji, også kendt som Den Gyldne Pavillon, der med sine gyldne facader spejler sig smukt i søen og er omgivet af en stemningsfuld japansk have. Herefter fortsætter vi til det imponerende Nijo-slot, der blev opført i begyndelsen af 1600-tallet som residens for Tokugawa-shogunerne. Her oplever vi den elegante arkitektur, de smukke vægmalerier og de berømte nattergalegulve, der giver en karakteristisk knirkende lyd, når man går på dem.
Vi nyder en fælles frokost på en lokal restaurant, inden turen fortsætter til Nanzen-ji, et af Kyotos betydningsfulde zenbuddhistiske templer. Her møder vi en mere stille side af byen med smukke tempelbygninger, grønne omgivelser og en særlig ro.
Dagens sidste besøg er i det historiske Gion-kvarter, hvor smalle gader, traditionelle træhuse og gamle tehuse giver et indblik i det Kyoto, der har bevaret meget af sin oprindelige atmosfære. Er vi heldige, får vi måske et glimt af en geisha eller maiko på vej til en aftale.
Efter en oplevelsesrig dag kører vi tilbage til hotellet og resten af aftenen er til fri disposition.
Vi mødes i hotellets lobby og følges til Kyoto Station, hvorfra vi tager toget til Nara, Japans første permanente hovedstad.
I Nara begiver vi os til fods gennem byen og besøger det imponerende Tōdai-ji-tempel, der huser en af verdens største bronzestatuer af Buddha. Vi fortsætter til Nara Park, hvor de nysgerrige sikahjorte færdes frit mellem besøgende. Hjortene har en særlig plads i den lokale tradition, hvor de gennem århundreder er blevet betragtet som hellige budbringere. Der bliver tid til at gå på opdagelse og nyde frokosten på egen hånd.
Efter frokost mødes vi igen og går sammen til Kasuga-taisha, en af Japans vigtigste shintohelligdomme. Helligdommen er især kendt for sine mange stenlanterner langs stierne og de smukke bronzelanterner, der hænger under bygningernes udhæng.
Herefter går vi tilbage til stationen og tager toget til Kyoto. Inden vi skilles, ser vi nærmere på Kyoto Stations bemærkelsesværdige arkitektur og får en introduktion til de mange restauranter og spisemuligheder i stationsområdet.
Resten af dagen er til fri disposition.
Bemærk, at vi om morgenen sender vores store kufferter videre til Tokyo. Vi beder dig derfor pakke en mindre taske med tøj og andre nødvendigheder til det kommende døgn.
Efter morgenmaden tager vi afsked med Kyoto og fortsætter rejsen mod naturskønne Izu-Kogen. Vi tager hurtigtoget Shinkansen til Atami, hvor vi skifter til et lokaltog, der fører os videre gennem det smukke landskab på Izu-halvøen.
Ved ankomsten til Izu-Kogen går vi samlet til vores ryokan, et traditionelt japansk gæstgiveri, hvor vi stiller vores håndbagage. Herefter er der frokost på egen hånd inden vi begiver os ud på en kort gåtur til den dramatiske klippekyst.
Tilbage på vores ryokan checker vi ind og får mulighed for at opleve en særlig del af japansk kultur. Her bor vi i traditionelle værelser med tatamimåtter og futonmadrasser, og der bliver god tid til at slappe af i de varme, naturlige kilder, som japanerne kalder onsen.
Om aftenen samles vi til middag på vores ryokan og nyder et traditionelt japansk måltid. En stemningsfuld afslutning på en dag, hvor storbyens puls er blevet afløst af natur, ro og japanske traditioner.
Vi begynder dagen med morgenmad på hotellet, inden vi forlader Izu-Kogens rolige omgivelser og sætter kurs mod Japans pulserende hovedstad. Fra stationen tager vi toget til Atami og fortsætter med Shinkansen til Tokyo, hvor vores egen bus venter.
Første stop er Odaiba, et moderne kvarter ved Tokyobugten, hvor vi går en tur langs promenaden og nyder udsigten til byens skyline. Her oplever vi en helt anden side af Tokyo med moderne arkitektur, åbne pladser og udsigt over vandet.
Efter dagens oplevelser kører vi til hotellet og checker ind. Resten af dagen er til fri disposition med mulighed for at udforske byen og finde et hyggeligt sted at spise.
I dag skal vi opleve Tokyo med offentlig transport, præcis som de lokale gør. Vi begynder med at tage toget til Harajuku.
Her besøger vi den smukke Meiji Jingu-helligdom, der ligger omgivet af en stor, grøn skov midt i storbyen. Helligdommen er viet til kejser Meiji og kejserinde Shoken og er et af Tokyos vigtigste shintoistiske steder. Fra de fredelige omgivelser fortsætter vi til Harajuku, der er kendt for sin farverige ungdomskultur, anderledes mode og små, kreative butikker. Vi går gennem den livlige Takeshita Street og fortsætter ad Omotesando, hvor moderne arkitektur og elegante butikker præger gadebilledet.
Herfra tager vi metroen til Shibuya, hvor vi besøger statuen af den trofaste hund Hachiko, som har en særlig plads i japanernes hjerter. Vi fortsætter til en lokal sushirestaurant, hvor vi nyder en fælles frokost.
Efter frokosten går vi tilbage til den berømte Shibuya Crossing, hvor tusindvis af mennesker krydser gaden mellem de store skærme og lysende facader. Guiden fortæller om mulighederne for at opleve området fra oven inden resten af dagen er til fri disposition.
Du kan vælge at udforske Tokyo på egen hånd eller følges med guiden tilbage til hotellet.
Tokyo rummer både futuristisk arkitektur og århundredgamle traditioner, og i dag skal vi opleve begge sider af den japanske hovedstad. Efter morgenmaden mødes vi i lobbyen og tager med offentlig transport til Tokyo Skytree, der rejser sig 634 meter over byen. Fra udsigtsplatformen åbner der sig et betagende panorama over Tokyo, og på en klar dag kan man måske ane Fuji-bjerget i det fjerne.
Vi fortsætter til Asakusa, hvor Tokyos historie stadig er tydelig i gadebilledet. Her besøger vi det berømte Sensō-ji-tempel, der gennem århundreder har været et vigtigt religiøst samlingspunkt. Omkring templet ligger den traditionsrige Nakamise-gade med små butikker, japansk kunsthåndværk og lokale lækkerier. Vi spiser frokost sammen på en restaurant i området.
Dagens sidste besøg er Tokyos nationalmuseum i Ueno, hvor vi får mulighed for at fordybe os i Japans rige kulturarv. Museets samlinger fortæller historien om landets kunst, håndværk og religiøse traditioner og giver et fint perspektiv på de mange indtryk, vi har fået under rejsen.
Herefter er resten af aftenen til fri disposition med rig mulighed for at udforske Tokyo i eget tempo.
Det er blevet tid til at tage afsked med Japan efter en rejse fyldt med store oplevelser og nye indtryk. Vi mødes tidligt og checker ud fra hotellet, inden vi sammen begiver os mod lufthavnen.
Herfra flyver vi mod København med en mellemlanding i Beijing. Takket være tidsforskellen lander vi i København senere samme dag, hvor vi siger farvel og tak for denne gang.
Indkvartering
+ 5 Fotos
Midt i Beijings pulserende storbyliv ligger Hotel New Otani Chang Fugong. Her venter komfortable værelser, en behagelig atmosfære og et godt udgangspunkt for at opleve den kinesiske hovedstad.
+ 5 Fotos
Ouyue Hotel ligger centralt i Guilin tæt på byens togstation og de naturskønne søer. Hotellet er et praktisk udgangspunkt for at opleve byens seværdigheder og det smukke landskab omkring Guilin.
+ 5 Fotos
Yangshuo West Street Hotel ligger centralt på den livlige West Street med restauranter og butikker lige uden for døren. Hotellet har komfortable værelser og er et godt udgangspunkt for oplevelser i området.
+ 5 Fotos
Jianguo Puyin Hotel i Shanghai byder på moderne komfort i stilfulde omgivelser. Hotellet er et behageligt udgangspunkt for at opleve storbyens spændende kontraster mellem tradition og nutid.
+ 6 Fotos
RIHGA Gran Kyoto er et moderne hotel tæt på Kyoto Station med behagelige værelser med japanske detaljer og nem adgang til byens templer, fantastiske restauranter og historiske seværdigheder.
+ 5 Fotos
En vidunderlig ryokan med smagfuldt indrettede værelser med tatami måtter og dejlige futon madrasser på gulvet. Stedet har 7 private onsen bade og serverer den skønneste japanske kaiseki menu.
+ 5 Fotos
Hotellet er meget centralt placeret med mange bekvemmeligheder og gode transportmuligheder i området. Indretningen er flot og enkel og giver en behagelig og rolig ramme for opholdet.
Vigtig information
Vigtig information
- Vi forbeholder os ret til ændringer i programmet
- Denne rejse egner sig ikke til gangbesværede, da vi går meget
- Turen gennemføres ved minimum 15 deltagere. Gruppen består af højst 21 deltagere
- Hotelbillederne viser et udvalg af værelsestyper og er vejledende. Det konkrete værelse kan afvige
Hvem henvender denne rejse sig til?
Denne tur henvender sig til rejsende, der trives med længere gåture og regelmæssig brug af offentlig transport.
- Moderat tempo med flere heldagsudflugter samt enkelte tidlige morgener eller aftenaktiviteter.
- Gåture på mindst 4 kilometer om dagen på stejlere skråninger og ujævnt terræn.
- De fleste gåture strækker sig over 3 timer eller mere.
- Man må forvente op til 60 trappetrin i træk med variationer afhængigt af destination og det enkelte program
- Regelmæssig brug af offentlig transport, herunder metro og lokale busser.
- Det kan være nødvendigt at stå undervejs, gå længere strækninger gennem stationer og selv håndtere bagage på trapper.
- Nogle stationer har begrænset adgang til elevator.
- Rejsen anbefales ikkefor rejsende, der benytter kørestol eller elscooter.
- Hvis du benytter rollator eller andre ganghjælpemidler, skal du rejse sammen med en ledsager, som kan hjælpe dig gennem hele rejsen.
Beskrivelserne af aktivitetsniveau er baseret på typiske forhold, men det konkrete program kan variere. Rejselederen kan i enkelte tilfælde begrænse deltagelse i aktiviteter, hvis det ikke er muligt at tage tilstrækkeligt hensyn til den enkelte rejsendes behov. Du er altid velkommen til at kontakte os før booking, hvis du er i tvivl.
Hvad er inkluderet
- Fly København - Beijing / Tokyo - København
- Alle lufthavnsskatter og flyafgifter
- Togbilletter jf. program
- Flybillet mellem Beijing - Guilin
- Flybillet mellem Guilin - Shanghai
- Flybillet mellem Shanghai - Osaka
- 14 x Overnatninger på minimum 3* hoteller
- 13 x morgenmad, 8 x frokost og 5 x middage
- Alle entrégebyrer og transport som beskrevet i programmet
- Bagagehåndtering jf. program
- Dansktalende rejseleder alle dage
Hvad er ikke inkluderet
- Måltider og transport ikke nævnt i programmet
- Drikkevarer i forbindelse med måltider
- Personlige fornødenheder
- Afbestillingsforsikring ved sygdom
- Rejseforsikring