Akan Mashu Nationalpark - Rejseguide til Japan - Japanspecialist
Akan Mashu Nationalpark
En park med en rå skønhed og nogle af landets mest storslåede landskaber
Om Akan Mashu Nationalpark
Akan Mashu Nationalpark er kendt for sin uberørte naturlige skønhed, sine aktive vulkaner og de glasagtige kratersøer. Den mest berømte sø er Mashu søen, som er en af Japans klareste og smukkeste.
Mashu søen, der er skabt af vulkansk aktivitet, byder på flere forskellige skønne udsigtspunkter. Der findes også en fredfyldt vandrerute, som går langs en tredjedel af søen (ca. 7 km). Ofte er søen indhyllet i skyer, hvilket giver stedet en mystisk stemning.
Kussharo søen er, med en omkreds på 57 kilometer, den største af Akan Mashu Nationalparks kratersøer. Her kan I dyrke forskellige former for vandsport og benytte vandre- og cykelruterne.
Mange besøgende foretrækker at bo i den lille by Akanko, som ligger syd for Akan søen. Herfra kan I tage på sejlture på søen, der er berømt for sine unikke runde marimo-alger, eller bestige et af områdets to bjerge, Oakan og Meakan, som begge er gamle vulkaner. De er ikke svære at bestige, men den bedste årstid at gøre det på er mellem juni og oktober, og det er nødvendigt med ordentligt fodtøj.
Andre seværdigheder i Akan Mashu Nationalpark
Ainu Kotan, er en anden af nationalparkens seværdigheder, det er en lille landsby, hvor I kan købe traditionelt kunsthåndværk. Fugleelskere må ikke gå glip af den nærliggende nationalpark Kushiro Marshland. Den ligger kun en times kørsel væk i bil og er hjemsted for de eneste tilbageværende japanske traner.
BEMÆRK: Meakan er stadig en aktiv vulkan, så den kan være lukket i de aktive perioder.